tirsdag den 3. juli 2012

Hvorfor sidder du her, når du burde...

Ja jeg burde alt muligt, men orker det ikke. Det gør jeg næsten aldrig. I går havde jeg for første gang i meget lang tid lidt energi til at foretage mig noget. Det er noget der højest sker en gang eller to hver 2-3 måned. Når det så sker kommer lysten til at være kreativ helt naturligt, men så ser jeg mig omkring og bliver mindet om hvordan skidtet har hobet sig op, ikke bare i hjørnerne, men overalt fordi jeg ikke har været i stand til at gøre noget ved det og så er det rengøringen der bliver gjort noget ved. Både fordi jeg ikke selv kan holde svineriet ud, men også fordi at jeg ikke bryder mig om at mine børn skal være i det og jeg ikke vil udsættes for folks sladder. Om de sladrer kan jeg ikke sige, men mit paranoide jeg tror det. Hvis folk griner tror jeg det er mig de griner af, hvis de er i dårligt humør, er jeg sikker på at det er mig de er sure på og når de snakker og jeg ikke er en del af det tror jeg det er mig de snakker om.
Konstant er jeg paranoid og bange for alt muligt. Jeg er næsten hele tiden bange for alt muligt.. Jeg kan ikke træffe beslutninger for tænk nu hvis det er det forkerte valg. Noget af det jeg er mest bange for at nogen pludselig kommer og tager mine børn fra mig fordi ikke har energien og overskuddet til at være den mor for dem, som jeg synes jeg burde og som jeg gerne vil være.
Når det ikke er det der fylder mine tanker er jeg bange for at fejle et eller andet farligt, som bare ikke er blevet opdaget og jeg bilder mig ind at jeg kan mærke knuder både her og der. Det er sgu da sølle..
Og nu sidder jeg her, som en slatten karklud efter gårsdagens rengøring, mens sveden hagler af mig, som den tit gør og har ikke kunne foretage mig noget hele dagen. Det krævede al min styrke at få hentet Astrid i børnehaven og nu bagefter sidder jeg her igen selvom jeg skal igang med at lave mad, men jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal tage mig sammen til det. Men jeg er jo nødt til at finde på en løsning for børnene skal jo hentes hver dag og der skal laves mad hver dag.
 Henriks nye job har resulteret i at børnene ikke længere er nødt til at sove ved mine forældre når jeg er på arbejde om natten. Det er virkelig dejligt for jeg havde så dårlig samvittighed over for både børnene og mine forældre over at det var sådan. Nu kan Henrik nå at aflevere børnene om morgenen, hvor det før var mig, men til genngæld skal jeg så op og hente børn, handle hvis det er nødvendigt og lave mad og helt ærligt det burde jeg også at kunne, det er jo noget alle skal, men det trækker tænder ud for mig. Folk siger at det da må have givet noget luft herhjemme at vores situation er lavet om og jeg er nok et utaknemmeligt skarn for at tænke det, men nej det synes jeg ikke. Misforstå mig ikke jeg ville ikke ændre noget for det er fantastisk for Henrik at få et drømmejob og det gør at vores børn kan sove hjemme og det skal ikke ændres igen.. Men for mig har det bare givet den ekstra byrde, som jeg ikke føler at jeg er i stand til at bære. Men det skal jeg og hvad skal jeg gøre ved det? Jeg er allerede i medicinsk behandling for depression og har været det i flere år, men det bliver bare ikke godt nok. Jeg havde aldrig troet at det skulle tage så lang tid, men nu er jeg begyndt at tro at at det nok bare aldrig bliver bedre..
Jeg vil ikke rigtig noget med dette indlæg. Jeg havde bare brug for lidt luft og jeg sletter det nok igen lidt senere når jeg er kommet lidt ovenpå og har fortrudt at jeg skrev det.

6 kommentarer:

  1. puha inden du sletter dit indlæg skriver du det ud og tager det med derhen hvor du bliver behandlet for depression, jeg har det på samme måde som dig og min diagnose er blevet ændret radikalt.

    fang mig på fb hvis du har brug for mere luft

    SvarSlet
  2. Puha føler godt, hvordan du har det. Er selv ramt af en psykisk sygdom, dog ik depression, men forstår dig så sandelig godt. Skriv endelig hvis du har brug for at snakke/skrive.

    Ranker <3

    SvarSlet
  3. Jeg synes du skal henvende dig til lægen der ordinerer din medicin og fortælle hvordan du har det. Det kan være du enten skal op i dosis eller prøve et andet mærke. Jeg ved godt at medicinen ikke fjerner problemerne, men den tager lige toppen.
    Mange kærlige tanker fra mig!

    SvarSlet
  4. Kære, søde, dejlige Helle.
    Du er en FANTASTISK mor for dine børn, de er glade og kærlige og har det rigtig godt sammen med dig og Henrik.
    Kender godt din træthed og uoverkommelighedsfølelse......og det viser at din behandling ikke er god nok! Det er ikke rimeligt at du skal have det sådan.
    Jeg føler sådan med dig, ven. Ville ønske jeg kunne gøre noget.
    Knus og kram til dig

    SvarSlet
  5. Hej Kære Helle

    Du er ikke den eneste der føler du burde gør noget mere. Selv har jeg nu gennem 5 år spist forskellige former for antidepressivmedicin, noget hjalp ikke en klap, andet gav flere bivirkninger en egentlig virkning. Men buttomline, piller gør ikke arbejdet alene. Det tager toppen for en stund, så man kan være heldig at finde fodfæste igen.

    Jeg måtte opgive at finde fodfæste alene. For mig var det fordi jeg ikke følte jeg slog til. når man kikker rundt så var alle overskudsmennesker, med pinligt rene hjem, hjemmebagt rugbrød, styr på økonomien og velopdragene børn. Facade er skønt men virkligheden er altså en anden.
    Når jeg kom hjem fra arbejde burde jeg jo lige handle og jeg burde også lige lave sund mad, og hunden burde også blive klippet, ja stuen burde da også have en aftale med støvsugeren!

    Hvem har sagt at man burde noget af overstående? altså ud over en selv? det tog mig 1½ år, 24 besøg ved psykolog og ugentlige visit på psykiatrisk sygehus spangsbjerg over 6 mdr, at indse det var kun mig der satte de krav, omgivelserne var håbløs ligeglad. (jeg ved godt det er nemt at sige)
    Sådan som du har det skal man ikke have det, og det kan blive bedre.

    Min Henrik var startet på drømmestudiet, da jeg bliver fyret. jeg var helt sikker på at fyringen skyltes jeg ikke var god nok. Kort tid efter stadig uden job bryder bilen sammen og skulle repareres for 2500 penge vi ikke havde. Jeg kunne ikke holde på et job, jeg kunne ikke tjene penge, og var jeg grund til at min mand måtte opgive det han drømte om pga mig.

    Jeg har ikke nogen uddannelse eller viden om hvad du skal gøre. men kan kun fortælle min historie og fortælle der er andre muligheder end bare at tage til takke med medicinen der allerede bliver ordineret. Som andre også skriver så ville jeg nok printe dette indlæg og tage det med til lægen.

    Der er også depressionsforeninger fordelt over hele landet, hvor man kan komme forbi og få en snak med andre der også "burde" gøre rent og holde hof. prøv at kikke forbi, de har garanteret erfaringer med systemet i nabolaget, og kan komme med forslag til hvad du kan gøre.

    Du må meget gerne skrive og ringe hvis du har behov.

    Knus Sus

    SvarSlet
  6. Dejlige pige.

    Bliver helt led af jeg ikke har nået at læse med på din blog. Jeg når bare intet.

    Du er en fantastisk pige og du har en skøn lille familie. Holder ufattelig meget af jer alle.

    Ville ønske at vi boede tættere på hinanden så skulle vi gå lange ture, høre god musik og være krea sammen.

    Du ved jeg tænker på dig og ønsker dig alt det bedste. Håber du siger til hvis der er noget vi kan gøre.


    Tusindevis af knus kram og tanker

    SvarSlet